Interviews Før den her, skrev vi om:

Echo Out – et aktieselskab med beats og rim

Er man til dansk hiphop og følger man godt med på udviklingen, så har man sikkert også hørt om Echo Out. Pladeselskabet, som er placeret i Nordvest i København, har siden dets dannelse været aktiv på udgivelsessiden med “Spytbakken” mix tape og compilation pladen “Filer fra Følelsesregistret”. WOTS.dk satte sig for at undersøge selskabets bagmænd og fremtidsplaner lidt nærmere.

Echo Out består af kunstnerne Melancolia, Illusionisten, M-Cnatet, Guldgruppen, Lyricanos og Pede Gøbb, hvoraf de to første kan ses som selskabets bagmænd. De to har tidligere haft flere studieprojekter kørende, men savnede en ordentlig basis. Derfor valgte de at bygge selskabet Echo Out op fra bunden, et projekt som naturligvis hurtigt blev dyrere end først vurderet. Men drengene forfulgte deres drøm og den dag i dag er Echo Out et fuldt ud fungerende aktieselskab, hvor alle kunsterne er andelsejere, og hvor der afholdes aktionærmøder hver mandag. Det stod hurtigt klart for undertegnede, at kunstnerne er ret aktive brugere af selskabets musikalske legeplads. Imens jeg sætter mig til rette i sofahjørnet render Guldgruppen rundt og diskuterer ideer til nye numre. Der er kort sagt liv i Echo Out. Men hvorfor egentlig det navn?

Melancolia: “Det var et åbent navn, som vi kunne tillægge det, som vi selv ville. Vi havde rigtig mange forskellige forslag indover. Men det her var et åbent navn, som ikke rigtig betød så meget. Så vi kunne tillægge navnet, det vil selv havde lyst til”

Drengene virker heller ikke bange for at tillægge deres pladeselskab meninger og holdninger. Et kig på bandets hjemmeside afslører eksempelvis, at selskabet er for “asociale socialister”. Og det er åbenbart en ret sigende filosofi for selskabet, hvor frustration over samfundets normer og vaner skal hænge sammen med musikken.

Illusionisten: Vi går mere op i musikken, end om vi er ude og feste med de rigtige mennesker. Vi vil hellere sidde herude og arbejde. Og så er det jo også fordi, at vi er trætte af pis. Så selvom vi jo er stille og rolige mennesker, så er vi stadigvæk en smule indebrændte på det hele.

Studiet ligger desuden kun et stenkast fra det nye ungdomshus, som Rasmus Modsat fra Guldgruppen tidligere har lavet en protestsang for. Hverken Melacolia eller Illusionisten lægger dog skjul på, at politik og musik hænger sammen i Echo Out.

Melancolia:” Vi kan ikke komme udenom det. Både i hensyn til vores musik og til de ting, som vi dukker op til. De politiske kampe om ting som Ungeren har vi jo støttet op om. Vi er ræverøde venstrefløjsfolk. Vi tænker og lever meget i de baner.”

Det politiske tilhørsforhold har uden tvivl betydning for selskabets profil og valg af kunstnere. Det virker klart, at drengene gerne vil satse på den kantede og samfundskritiske stil og lægge afstand til “pik og patter”, som de selv udtrykker det. Og tilsyneladende kan projektet køre rundt. Ikke i forstanden, at d’herrer tjener på det, men i forstanden at udgivelserne er selvfinansierende. Som Illusionisten udtrykker det, så arbejder de selv gratis og har “ikke råd til guldkæder”. Og udgivelsesplaner er der rigelig af hos Echo Out:

Melancolia: “Spytbakken bliver en tilbagevendende ting. På de kommende vil der også være en masse nye navne indover. Udover det, så kommer Guldgruppen ud her i januar-februar. Illusionisten kommer i april. Og M-Cnatet er også i støbeskeen. Det regner vi med dropper engang til efteråret”

Der er kort sagt masser af ideer hos folkene bag Echo Out, og de begrænser sig på ingen måde udelukkende til udgivelser i den hiphop relaterede skala. Melancolia og Illusionisten er således begge to enige om, at de sagtens kunne finde på at udgive anden musik end hiphop engang i fremtiden. Udover det er de i gang med at få noget merchandise på gaden. Er man en kunstner, der leder efter et pladeselskab, kan det dog også sagtens være, at man i fremtiden kunne se sig selv på Echo Out. Drengene gør dog en del ud af at pointere, at for tiden, så er troppen så stor, som den nu engang skal være.

Illusionisten: “Hovedsageligt, så koncentrerer vi os om vores egne plader. Vi har udvalgt, hvem vi godt vil arbejde sammen med. De repræsenterer det koncept, som vi står for”.

Ambitionerne er dog også klare. Echo Out vil gerne bredere ud samtidig med  at de bevarer kant og skævhed i musikken. Målet de kommende år for selskabet er at komme længere ud, og kunne lave pladeudgivelser, som sælgere mere end 1000 albums. Om det vil lykkedes, ved kun fremtiden. Motivationen virker i hvert fald til stede.

Fortæl dine venner?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — congratulate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.