I løbet af 2008 så en ny dansk hiphopgruppe dagens lys, og leverede deres selvbetitlede debutalbum “MAJORS”, som gik sin sejrsgang blandt anmeldere, bookere og hiphop-entusiaster. Allerede fra starten fik de stemplet “dansk hiphops supergruppe” på baggrund af deres konstellation, bestående af Dj-veteranerne Static og Noize, samt rapperne Nat Ill, Negash Ali og J-Spliff – der senere på året udgav solo-pladen “ThreeSixty”.
Nat Ill repræsenterer pladeselskabet City Hall Music som både har udgivet MAJORS-pladen, samt J-Spliff’s “ThreeSixty”. MAJORS var éen af vores 5 vigtigste hiphop-personligheder for året 2008 og J-Spliff modtog adskillige nomineringer til selvsamme titel, så vi har taget en snak med en mand, der er involveret i begge navne.
Men hvad synes Nat Ill egentlig selv, at man skal lægge mærke til, når man sætter hiphop-luppen på 2008?
“L.O.C. har i 2008 sat nye standarder for, hvor langt man kan drive det i Danmark med et hårdt og personligt hiphop-udtryk. Suspekt har også bevist, at man kan komme langt med en hardcore og kompromisløs stil – både live og salgsmæssigt.
Der er generelt en tendens til, at de kommercielle musikforbrugere er blevet meget mere åbne overfor mere personlige, kantede og originale udtryk, hvilket jo er en særdeles positiv tendens. Succeshistorierne omkring L.O.C. og Suspekt kan forhåbentlig være med til at sparke døren ind til de bonede gulve for de nye talenter, som venter i kulisserne.”
Dørene sparker dog ikke sig selv ind, selvom vejen frem er blevet ryddet. Undergrunden har ofte brug for fødselshjælpere og det er også noget Nat Ill synes der skal gives noget credit for at gøre, som han siger:
“Derudover er der flere af de ildsjæle, som i årenes løb har brugt meget tid og energi på at arrangere koncerter, jams og lave små lokale hiphop projekter, hjemmesider, forums osv. uden den store økonomiske gevinst, som stadig i 2008 har haft gejsten og viljen til at fortsætte deres arbejde.
Den danske hiphop scene har virkelig brug for den slags folk, for at overleve og udvikle sig – specielt i dag hvor der skal tænkes ekstra kreativt for at få økonomien til at løbe rundt, og få lokket folk til fadet. Så måske ser jeg i virkeligheden mere den vigtigste personlighed i 2008, som et kollektiv af ildsjæle frem for én enkelt person.”
Undergrunden lader allerede til at være godt på vej, og mange står klar i kulissen til at storme frem og indtage 2009, og selvfølgelig har Nat Ill også et par bud på, hvem der kan blive “Årets Vigtigste Danske Hiphop-personlighed 2009″:
“Først og fremmest skal man holde øje med Negash Ali´s kommende album “Asmarino”. Albummet udkommer den 2. marts, og er ganske enkelt et fantastisk album fra en kunstner med en unik historie og en masse på hjertet.
Ellers glæder jeg mig til at se, om en fyr som Benjah får smidt noget musik på gaden. Han er én af de nye raptalenter, som jeg forventer mig meget af i fremtiden. Jeg ser også frem til at høre det nye SupaJan album.”
2009 bliver også året, hvor City Hall Music ekspanderer, ikke blot udover landets grænser, men også til andre genrer. Desuden vender Nat Ill tilbage til konstellationen, hvor han startede, 1mc1dj, sammen med Dj Static:
“Static og jeg har indgået nogle nye aftaler i forbindelse med vores City Hall Music selskab, og i samarbejde med Playground Music har vi nogle meget spændende udgivelser på tapetet i 2009. Som sagt udkommer Negash Ali´s album “Asmarino” den 2. marts. Derudover har vi signet et band der hedder Transmission Low, som spiller noget hardcore New York club rock/elektro/punk musik. Et superspændende og meget talentfuldt band hvis album udkommer til maj, og som jeg forventer mig rigtig meget af.
Til sommer udgiver vi et dobbelt album i samarbejde med Thomas Borre, som skal fungere, som et indblik i den elektroniske scene i Danmark, med bidrag fra bl.a. Trentemøller, Lulu Rouge og Mike Sheridan. Vi har muligvis også noget raggae/dancehall på programmet til efteråret, men alt det kan man følge med i på www.cityhallmusic.com, som er up and running i løbet af januar.
For mit eget vedkommende har Static og jeg planlagt en række S&N singleudgivelser i løbet af året – vi har bl.a. et track med Pharoahe Monch liggende klar i skuffen.”
Man må sige, at City Hall Music har forenet sine kræfter, og nu gør de så klar til et powergrind på et dansk hiphop-miljø, der til tider virker som om, at det er vant til at blive holdt i hånden, og derved er blevet lidt for konformt.
“Dansk hiphop har – med få undtagelser – aldrig været særlig nyskabende set fra et internationalt perspektiv, men det syntes jeg, vi er kommet godt efter – specielt i løbet af det sidste års tid. Der er flere danske kunstnere, der er blevet rigtig gode til, at kreere noget helt nyt eller videreudvikle andres ideer – specielt på producer-fronten.
Vi skal huske på, at vi lever i et land, hvor vi har et socialt sikkerhedsnet, der griber os, hvis karrieren kikser. Der er en grund til at meget af det bedste musik kommer fra USA. Derovre har man ikke den samme mulighed for lige at gå på dagpenge et halvt års tid, mens man arbejder på et nyt album eller hoppe tilbage på sit universitetsstudie, hvis ikke musikkarrieren lige flasker sig.”
Nat Ill har, som man kan forstå, set en helt anden vinkel på den sag rundt om i verdenen bl.a. i hiphoppens højborg, hvor tingene er meget anderledes for musikere.
“I USA har du ryggen mod muren, ét skud i pistolen og den indstilling at du skal spille røven ud af bukserne, som gjaldt det dit liv, hvis du skal gøre dig forhåbninger om at blive til noget i musikbranchen. Ellers er det tilbage til tjansen som parkeringsvagt eller det er værre. Den holdning kan ikke andet end at danne grobund for en masse kreativitet og fantastisk musik.
Vi bliver meget let dovne i Danmark og må for alt i verden ikke tage os selv, vores karriere og vores kunst alt for seriøst – hvis vi gør det, bliver vi udråbt til at være selvhøjtidelige, navlebeskuende og alt muligt andet vrøvl. Den indstilling er en stopklods for udvikling, og jeg hader den som pesten.”
Med disse ord, siger vi tak til Nat Ill for hans tid, og det gode arbejde han har udrettet i det forgangne år. Og hvis udviklingen forsætter, så er han et godt bud på en genganger i kategorien for 2009.
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





én kommentar