Det er kun knap 9 måneder siden at M.O.P. leverede et brag af en koncert foran et overbefolket og ekstatisk publikum på Rust. Nu er Brownsville-duoen tilbage og denne gang med forstærkning i form af Termanology og Reks når Heat lukker dørene til endnu en omgang hardcore hip hop onsdag den 26. august.
Lil’ Fame og Billy Danze behøver næppe megen introduktion eftersom Mash Out Posse allerede i midthalvfemserne slog igennem med deres autentiske og tunge lyd direkte fra gaden og hits som “Cold As Ice” og “Ante Up” får nok de fleste til at nikke med nakken.
Derimod er Termanology et forholdsvist nyt navn på scenen og knap så omtalt herhjemme til trods for massiv hype i USA. Den fransk/puerto ricanske rapper kom for alvor på folks læber med singlen “Watch How It Go Down” i 2006 produceret af ingen ringere end DJ Premier. Sidenhen er det blevet til masser af mixtapes og det længeventede debutalbum “Politics As Usual” som udkom sidste år.
Reks har huseret i undergrunden i mange år og udgivet flere albums som er blevet godt modtaget blandt indie-aficionados. Det er dog først med det seneste album “Grey Hairs” at Reks for alvor har trådt ud af mængden, muligvis pga. pladens gæsteoptrædende og producerliste som tæller bl.a. Lil’ Fame, Termanology, Large Professor og DJ Premier. Dette bør dog ikke overskygge rapperens egenskaber på mikrofonen som man naturligvis selv kan opleve hvis man lægger vejen forbi Rust den 26. august.
Herudover vil engelske Tan og de sædvanlige resident DJ’s også give deres bidrag til hvad der kan blive en mindeværdig aften.
Billetter koster 150,- i forsalg og 170,- i døren fra kl. 22.
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





Ingen kommentarer endnu…