Melodiøs melankoli fra Fantasten

Kasper Spez – Fantasten (CD)

Det er tre år siden Kasper Spez udgav sin “Love Junkie” EP, der tog den danske rapscene med storm, og slog Spez fast som en rapper der kunne lave andet end punchline-tracks. EP’en havde et følsomt tekstunivers, og Kasper Spez’ brug af besjælinger og metaforik var intet andet end forrygende. Nu er hans debut-album “Fantasten” her så, og man kan roligt sige den er ventet – men er det endnu en succes, eller bare en dårlig toer?

Noget af det første jeg lagde mærke til ved pladen, er at teksterne minder utroligt meget om dem på EP’en, selvom der er sket en del forbedringer. Også brugen af engelske vendinger, der blev brugt på Love Junkie EP’en, går igen. Men til gengæld er der sket mange forandringer på andre fronter – fx er der mere sang på denne plade – på den gode måde!

Es står bag produktionerne på hele pladen, og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er lidt at en Es fan. Og endnu engang leverer han. Stilen er beskidt og lyden er stor. Der er rå trommer, skramlede klaverspil, strygere og guitar for alle pengene. Og især tromme-mønstrene er jeg meget glad for. De er meget åbne uden at være løse og underlige – og Kasper Spez forstår virkeligt at udnytte dem, ved at spytte meget abstrakte og varierende flows. Også Kaspers stemme passer godt sammen med Es’ nuancerede beats, og det hele går ligesom op in højere enhed, især på numre som “Dagen Derpå”, “Mona” og “Trøstepræmier”.

For at vende tilbage til ordet “sang”, så skal man endeligt ikke misforstå det. Kasper er ikke nogen stor crooner, og bliver det nok heller aldrig. Men melodierne i omkvædene er meget syngende og effektive. Dette kan især høres på fx “Kasper”, “Fantasten”, “Carmen” og “Jens”. Man kan høre på hele pladens udtryk at Kasper Spez mener hvert eneste ord han siger, og at han virkeligt brænder for musikken. Dette gør også at han uden problemer kan løfte hele albummet selv, uden en bunke features. Der er kun én sangerinde på et enkelt nummer (Pernille Valentin, “Dagen Derpå”), og så L.O.C. som basstemme på “Hvem Jeg Var”, der i øvrigt giver et godt touch.

Der er egentligt ikke rigtigt noget negativt at sige om albummet. Det skulle da lige være skits’ne, som er ret irriterende i længden, og egentligt er ubrugelige efter 5 afspilninger. De (især “Januar 08″) giver et godt indblik i Kaspers “state of mind” under produktionen af albummet, men efter nogle gennemspilninger har jeg fattet det, og får derefter bare lyst til at slette dem.

Dette kan meget muligt være årets bedste album, og du burde for alt i verden tjekke op for det. Man kan ikke andet end at blive imponeret over Es’ nakke-iturivende produktioner og Kaspers hudløst ærlige, flowfænomenale, gennemarbejdede tekster. Snyd ikke dig selv for denne udgivelse ved at holde øjne og ører lukkede, men åben ørerne, hold øjnene lukkede, slip fantasien løs og tag med fantasten til fantasia.

Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter