Joe True satte gang i Train

Efter de to første acts, var folk endelig ved at bane sig vej igennem døren og fordi dørmændene, og crowden var vokset da Joe True koncerten startede med en udmærket a capella intro fra Machacha, som et par stykker blandt publikum tydeligvis troede var Joe True selv, og blev forvirrede da en figur med cirka samme silhuet indtog scenen, endnu mere selvsikkert. Joe True havde faktisk næsen lidt i sky det meste af showet, bortset fra, da han en enkelt gang var på hug og rappe og da han under sit kærlighedsnummer, Historien Går, flirtede med en pige blandt publikum.

Joe True havde sin producer, Machacha, med som co-rapper og DJ Jett var også på beatet, og fik også lov til at lave et en omgang scratch. De fik gang i Took It-folket og skabte som de første fredag aften (som aftenens tredje act) for alvor en fest på Train, og publikum var også med på at stikke to fingre i vejret og råbe Bullit Bullit, under et reggae, eller hyldest til reggaenummer. Pudsigt nok blev bandekrigen i København rundet bagefter.

Joe True, der er albumaktuel med pladen Den Ægte, har egentligt en fin levering, og hans rap forholdsvis solid, men hans stil og sceneoptræden bliver præget af han ikke nåede ordentligt ud til publikum.  Han gav den ellers gas på scenen og stemningen var god, for publikum levede op, og det var første gang (aftenens tredje koncert på Train) hvor der for alvor blev fyret op for tunge beats, håndklæde og feststemning, men forholdet mellem Joe True og Publikum forblev en anelse overfladisk. Udover sin energi, gav han ikke så meget af sig selv. Ikke at man skal forvente at en rapper som Joe True skal dele sit hjerteblod og måske er det ligeså meget et spørgsmål om, at det kan være svært at vide hvordan man skal forholde sig til Joe True.

Det er et normalt “problem” når man lytter til hiphoptekster, hvorvidt kunstneren selv tror på, at han egentligt er så sej som han selv rapper om. Men Joe True går langt, når han claimer ægthed, og indbegrebet af rap på numre som En Rapper Ska Rap og Rap Er Tilbage. Det handler muligvis blot om mangel på glimt i øjet, og en meget maskulin attitude, trods en lidt diskant og nasal rapstemme og meget langsomt, lidt syngende flow. En kæmpe autoritet på scenen må man i hvert fald tilskrive ham og publikum var med på den, men nogle med et smil på læben – og et spørgsmålstegn.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter