Energiske Lucy træder one step forward

Lucy Love  - Lille Vega 20/11

Før Lucy_Love gik på scenen, virkede der lidt tomt på Lille Vega. Folk hang ud i kanten af rummet, der virkede ikke til at være så mange, og stemningen var ikke særlig festlig, trods godt med dubstepbas fra Wobble Squad og DJ Dontcare aka. Phase 5, der skulle være aftenens support.

På scenen var placeret et halvt dusin skærme, og så snart de blev tændt, livede publikum. Lille Vega virkede pludselig fyldt af unge festlige mennesker. Yo_Akim og to dansere kunne gå på scenen til en jubel, der eskalerede da Lucy Love indtog scenen og spillede I’m In Love With It, på en scene hvis set-up ledte tankerne hen på videoen til samme nummer.

Det var hendes første rigtige koncert siden hun åbnede scenen Cosmopol på Roskilde Festival 09, og hun virkede bestemt til at være savnet. Hver gang hun gik af scenen for enten at skifte tøj, bygge op til det næste nummer eller lignende, kaldte publikum på hende og krævede hende tilbage, og den basvibrerende sal var nærmest kogende.

Lucy spillede næsten hele Superbillion forholdsvis tæt på albumudgaverne, et remix af I’m In Love With It, samt en håndfuld nye numre. De nye numre er langt mindre minimalistiske i lyden og lidt mere dansable. Det lader til at blive et album der peger i lidt forskellige elektroniske retninger med bassen pumpet godt op. Jeg må indrømme ikke at være helt hjemme i diverse elektroniske genrer, men dubsteppen har sat tydelige spor, der anes måske også noget drum’n’bass, mens Good Poison har et meget poppet omkvæd, hvor Lucy ligefrem synger, og ekstranummeret var måske noget dance på den 90′er-agtige måde.
Generelt blev de nye numre blev godt modtaget, og man kan kun være spændt på et nyt album, hvor Lucy muligvis for alvor træder i karakter og placerer sig et skridt foran, eller bare i en anden retning end det hidtidige sammenligningspunkt, Lady Sovereign.

En koncert med Lucy Love er blevet lidt en helhedsoplevelse. Hendes energi var rå og personlig, og hun kom rigtig godt frem på scenen. Yo-Akim, havde en lidt tilbagetrukket men meget opbakkende rolle, og Lucy stod nærmest alene på scenen, med sit lidt androgyne, minimalistiek udtryk, til tider flankeret af to dansere, sammen med et meget grafisk simpelt udtryk skabt af alt fra lys, scenografien i form af skærmene, danserne, påklædning, ansigtsmaling og til de linjer danserne skabte. Dette dog uden at det bliver for konceptfast og kontrolleret. Hun virkede mere fri på scenen end jeg tidligere har set hende, og det eneste der til stadighed kan irritere mig lidt, er at hun taler til det overvejende danske publikum på engelsk med sin tillærte cockneydialekt.
Men hun leverede varen. Hendes flow, stemmeføring og ikke mindst energi kan man nærmest ikke sætte en finger på. Hun kan efter min mening tage til Belgien (med en omgang Spot On Denmark), efter netop at have udgivet sit album i Sverige, med god opbakning hjemmefra, bare hun skynder sig hjem og får lavet sit nye album.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter