Klokken er bare tre minutter over ni søndag aften, da jeg ankommer til Voxhall. Alligevel kan jeg mærke bassen i mellemgulvet, allerede inden jeg træder inden for døren. Der er gang i opvarmningen. Jeg er lidt søndagstræt, men at ankomme med et live act på scenen kvikker mig hurtigt op.
I forhold til aftenens danske supportere har jeg primært hæftet mig ved, at der står Pede B på plakaten. Men på scenen står Sicknature. Han rapper på engelsk og bigger publikum op på pæredansk:
“I er ikk’ klar til Jedi Mind Tricks endnu…”, lyder det. I betragtning af, at det er søndag, er der godt gang i gulvet. Sicknature fyrer den sådan set meget godt af. Aftenen tegner godt.
Efter en kort pause begynder Pede Bs orkester at stille op – for ja – han har et fuldblodsorkester bag sig. Med trommer, bas, guitar, keyboard og det hele. Det fungerer rigtig godt og føjer en hidtil uset funky dimension til Pedes tracks. Det er selvfølgelig primært numre fra den gamle plade, der bliver spillet, men publikum kan også glæde sig over to sneak peaks på det nye album Jungleloven, som rammer gaden den 26. februar.

Der er god energi i Pede Bs show. Ikke mindst da den århusianske rapper Rødhætte går på scenen i en art cypher. Der er rigeligt med freestyle over showet. Det er ikke altid i v
erdensklasse, men har en høj underholdningsværdi, mens Pedes nye add-lib’er, L.U.X. (med den alternative stavemåde L.U.X.X.X., som Pede B grinende forklarer mig), gør et solidt, om end overskueligt, stykke fodarbejde på scenen.
Endnu en pause. Denne gang må de fremmødte vente mere end en halv time, før Jedi Mind Tricks går på scenen. Ventetiden ser imidlertid ikke ud til at genere det feststemte publikum. “JMT” lyder det taktfast fra crowden – og al ventetid er glemt, da de garvede rappere fra Philadelphia indtager scenen. Det er, nårh, ja, sygeligt fedt.
Der bliver scratchet, flowet og crowd controllet med så stor autoritet, at det ikke er noget under, at skoven af knyttede næver ufortrødent rejser sig igen og igen. JMT leverer ganske vist en rutinepræget performance, men det er samtidig en optræden, der lugter langt væk af topprofessionelle kunstnere. Der bliver rappet fedt, og alle beats er helt i skabet.
Det er især velkendte numre fra Servants in Heaven, Kings in Hell, der vækker publikum til live, men der er rigeligt med guldkorn og one liners over hele linien. Publikum bliver delt i to og råber taktfast “Fuck that side”, rettet mod deres respektive modsatte sider. Alt sammen med en humoristisk stemning. Så bliver der rappet acapella og bandets interne battles bobler op til overfladen. Det er ekvilibrisme og humor i verdensklasse.
Koncerten er ovre, og jeg er klar til at begive mig hjem allerede ved midnatstid. Det passer mig fint, at det hele er overstået relativt tidligt. Den danske support var solid, og JMT var råfede, selvom de ikke kunne undsige sig en hvis søndagsrutine. For mit vedkommende har det på alle måder været en fed måde at tilbringe en ellers sløj søndag aften på.
Festen fortsætter på tirsdag d. 17/2 på Sjælland, når The Takeover igen kan præsentere Jedi Mind Tricks, Pede B og Sicknature, denne gang på Gimle i Roskilde. Dørene åbner kl. 19, med koncertstart kl. 20. Billetterne koster 195 kr. i døren og men kan også købes via Roskildebilletten til 175 kr. (+ gebyr).
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





2 kommentarer