50 Cents inflation af Brøndbyhallen

En aften, der som udgangspunkt gav en faretruende fornemmelse af at blive lettere mislykket, endte i nærmest musikalsk overflod, da 50 Cent og resten af G-unit, indtog Brøndbyhallen.

Aftenen startede foran Brøndbyhallen, hvor det var tydeligt fra start, at det ville blive en trang affære når først jeg kom indenfor.
DJ duoen, Dokkedal/Dixens, skiver og skæringer lå og spinnede på pulten inden selve opvarmningen, mens det i køen udenfor, havde taget nogle folk tæt på to timer at kæmpe sig frem. Så da det første act trådte op på scenen, var langt fra alle publikummer nået ind af døren.

MFS Eliten var aftenens første kunstnere på scenen.
Det danske ’gangsta-rap’ kollektiv – der umiddelbart kunne synes at være et udmærket supplement til 50, må dog siges ikke helt at have kunne levere den vare som optimalt ville have skudt aftenen i gang. Den grumsede og utydelige lyd fra scenens højtalere var ganske enkelt rædderlig i visse tilfælde, hvilket dog ikke kan tilskrives gruppen.
Man kan dog diskutere hvorvidt MFS i det hele taget hørte til ved denne koncert, eftersom deres stil er så direkte agressiv – modsat 50’s, der er en smule mere ’passiv-agressiv’ og melodisk.

Aftenens opvarmning blev overdraget til Jooks, og bakket op af ”Rent Mel” DJ’en, Atilla, lykkedes det hurtigt Jooks at få publikums stemning løftet igennem en række af hans mest populære ørehængere.
Lyden var nu blevet en smule bedre, med forbedring i kvaliteten, der i det mindste gjorde at Jooks’ tekster kunne høres tydeligt, hvilket ikke havde være tilfældet under hele MFS’ optræden.

Nu var det meste af hallen blevet fyldt noget mere op, med alt fra selv de mindste purker til deres fædre og sågar et par bedsteforældre. Selv op mod bagenden af hallen stod folk, næsten skulder ved skulder, og ventede på at noget skulle ske. Da det endelig skete, skete det da også med manér!
50 Cent og hans gruppe G-unit, der foruden ham selv, nu er nede på to medlemmer, Lloyd Bank$ og Tony Yayo, ramte scenen og selv med bind for øjnene ville man ikke have været i tvivl – publikum lod det klart og tydeligt være kendt, at det var NU, det skulle ske.

Jeg var tæt ved at blive bekræftet i min værste frygt; at man intet ville kunne høre af showet, da man knapt kunne genkende de to første numre, der blev spillet fra scenen. Måske til dels på grund af, at de har været fra hans nye album, der ikke ligger så dybt indlejret i hukommelsen, men da de nåede til deres tredje nummer, ”I Get Money”, vågnede lydmanden pludseligt en smule op. Musik og lyrik var pludseligt meget tydeligere adskilt og udtalt. Det fik virkelig sat gang i publikum, der hurtigt kastede deres hænder op og bangede med efter bedste evne.
Der blev kørt et smooth medley af nyere numre som ”Psycho” og ”Baby by Me”, men pludselig, blev der hevet en fuldstændig uventet kanin op af den skrå kasket.
I et kort sekund var Marvin Gaye, for de der kender ham, igen i live i et fantastisk øjeblik, da de tre skelsættende gangsta-rappere brød ud i følelsesladet sang, der formentligt ville have gjort den nu afdøde soul-legende stolt.

Også Bob Marley blev vækket til live – i enhver forstand – igennem både publikum og de tre rappere denne aften, hvilket var en overraskende og ikke mindst imponerende tilføjelse til koncerten, der på det tidspunkt var knapt halvanden time gammel.

Desværre begyndte det herefter at være et meget langt, og nogle steder ligefrem overflødigt, stræk.
Der blev sat noget tid af til at booste Lloyd Bank$, med et par numre fra hans tidligere album, og en smagsprøve på det kommende. Hvilket, for mit vedkommende i al fald, var et velkomment ’brud’ i stilen.

Et bombardement af medleys blev derefter kastet ud i vores ansigter, men med lige præcist så lille en bid af hvert track, og så mange af dem, at det blev irriterende. Det ødelagde glæden ved mange af de ørehængere, som 50 er kendt for; eksempelvis ”How We Do” og ”Hate it or love it”.

Da dette medley-mash-up til sidst fandt sit endeligt, fik publikum igen fik lov til at høre et par sange i deres helhed, bl.a. klub-klassikeren ”In Da Club”, hvor hele hallen selvfølgelig var i stand til at brage med. Dog virkede strukturen bare mærkelig omvendt, da salen, et minut forinden, havde været fyldt med tændte lightere og dæmpet lys til et helt andet hit, nemlig ”many men”.
Efter et par shout-outs og den traditionelle ’pro-forma’ afsked, vendte G-Unit tilbage for at give deres ekstra numre, som skulle vise sig at være nogle af de længste, jeg i mit liv har hørt. Desværre blev intet originalt tilføjet, for at holde på gejsten. Der blev igen kørt endnu et medley af lidt for korte dele, og mange stod tydeligvis og vaklede mellem døren og den stadigt, delvist kørende koncert.

Trods kritikken, var koncerten uden tvivl værd at sidde igennem. Og vi blev alle hilst af med en salve af ni skud – hvilket de fleste 50cent fans helt sikkert fandt en smule underholdende.

På trods af et set, der virkede en smule lemfældigt sammensat, samt en ildevarslende lyd under opvarmningen, blev publikum efterladt med en nærmest enstemmig fornemmelse af, at ikke alle amerikanske mønter har mistet lige meget i værdi siden finanskrisen startede. Selvom der dog var ridser i mønten, fik alt i alt publikum mere end hvad der var betalt for… på både godt og ondt.

Post Scriptum:
Da vi ikke selv havde mulighed for at tage billeder til koncerten, vil vi gerne benytte lejligheden til at give et shout out til alle de publikummer der efterfølgende har mailet os deres fotos og gjort vores artikel det mere interessant.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter