Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

Shahriar – Lonely Forest EP (Anmeldelse)

Danske donuts smager sgu’ godt!

Det kan være svært at begribe, at den ubeskrevne beatsmed Shahriar’s EP Lonely Forest er en debutudgivelse, for den lyder ekstremt professionel, og det billede man umiddelbart får af manden bag, er af en producer med mangeårig produktionserfaring.

Selvom det måske virker lidt pompøst at hævde, så blev mine tanker flere gange ledt hen på J Dilla’s Donuts; den legendariske Detroit producers beat showcase-plade fra 2006. Lonely Forest lader nemlig til at være skabt efter nogenlunde samme principper – korte numre, der har til formål at vise Shahriars ganske imponerende kunnen.

Lonely Forest virker samtidig som en lille tribut til det afdøde beatgeni, der af mange anses for at være en af de største personligheder i hiphoppens historie, det er nemlig ganske tydeligt, at Shahriar har hentet tonsvis af inspiration hos J Dilla. Produktionerne er rige på melodiske og velklippede samples, trommemønstrene er passende skæve og elementer af elektroniske rumsterlyde og andre detaljer, gør de forskellige beats virkelig spændende. Tag f.eks. den helt igennem fænomenale ”Album 3”, der er som taget ud af førnævnte Donuts – yderst fremragende!

Det er dog ikke lutter instrumentaliteter. Sidste halvdel af EP’en låner sang og rap fra forskellige kunstnere. Sangerinderne Honarnaz og Rebecca-Karolina, der for mit vedkommende er lige så lidt kendte som Shahriar selv, bidrager med minimale, men yderst mindeværdige vokaler.

Loke Deph lægger linjer på den fantastiske banger ”Album 8”, der har et farligt højt nakke-bræk niveau! Undergrundsveteranen Phobia og kultrapperen Twajs spytter rim på ”Album 7”, og sidstnævntes del må siges at være noget af det absolut spøjseste, jeg nogensinde har hørt;

”Jeg forsvinder ind i mit dyrerige /
Et rygeri, antikrig, fantasti, syret nok /
Jeg siger bare, hvis I fyrer suger den /
Ryger ligesom myresluger suger tissemyrer eller /
Uden tis og uden myrer eller snablen /
Men lad os holde os til en fabel”

Som et se-hvad-jeg-kan-beatkatalog, er Lonely Forest EP’en mageløs på mange punkter. Produktionerne er super fede, og Shahriar præsenterer en, for dansk hiphop, original og ny lyd.

Det er muligt at Shahriar er ukendt her ved årets start, men hvis han kan holde denne stil, vil det ikke undre mig, hvis han er på alles læber ved årets udgang.

Start en cypher?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — congratulate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.