”Slidte postulater, ligesom jeg buster bag dig /
Koster masser’ props og det fact, at alle de folk står bag dig /
Spytbakkens frontsoldater i de forreste rækker /
Ikk’ åndsforladte voldspsykopater /
Men ordentlige folk, som packer /
Blunts og dræber med verber og ikk’ guns og sabler”

End ikke i min vildeste fantasi kunne jeg have kommet på en vildere måde at åbne det nye Spytbakken Mixtape på. Khal Allans ord over maestro Daveys vidunder-banger er som en våd hiphop-drøm, der går i opfyldelse, alt imens højtalere sprænges og selv cd’er går i båndsalat.

Echo Out borger for et nyt mixtape hvert halve år, samt dertilhørende, storstilede releasefester, og allerede med Vol. 4 er de godt på vej til at blive kongerigets stærkeste leverandører indenfor dansk undergrundshiphop.

På Spytbakken Mixtape #4 er de bidragene halvt om halvt gæsteoptrædende og fra egne rækker, og barren er sat en enkelt tak højere siden sidst, for selvom ”Kryb” vel nok stadig er Spytbakkeseriens kongetrack, så er det generelle niveauet på Vol. 4 muligvis det højeste hidtil. Det, der gør serien suveræn og skiller Spytbakkerne fra andre kompilationer, er, at der ikke er leftovers og second-hand tracks at finde på dem. Mikkel Munds ”Ude Godt, Hjemme Bedst” lyder f.eks. ikke som et nummer, der ikke lige nåede cuttet til hans debut Udsigten Fra Den Usle Side, der er lige på trapperne, men i højere grad som et eksklusivt track, hvor der virkeligt er lagt hjerte i. Illusionisten, der også vil være albumaktuel senere i år, viser med hans Melancolia-producerede ”De Spinkle Fingre”, at han bestemt heller ikke gemmer de gode numre til senere brug. Men hvad, der også er fedt, er at også de kunstnere, der lige har udgivet plader, fortsat brillerer. M-Cnatets Kværn og Trepac udviser igen begavet rimskrivning, helt som på deres album Om Nogen fra tidligere i år (læs RapGames anmeldelse her).  Det samme gælder Dialektens Nota Bene og Chewbacca (aka. Mr. Abs), der understreger, hvorfor det var, at jeg gav deres Ude Af Frekvens EP fem RapGame-kroner (læs anmeldelsen her).

Fedt er det også at opleve Trepac, Yogi og Pede Gøbb få lov at gøgle over (endnu) et vanvittigt Daveybeat (hvordan, han kan blive ved med at skrue så åndssvagt fede beats sammen, er mig et mysterium).

Melancolia skal heller ikke slippe for et par roser. ”Café Den Gyldne Klo” og ”Stof Til Din Efterfest” bevidner om en producer, der er i færd med at arbejde sig op til feltet blandt Danmarks pt. bedste.

Af andre gode bidrag bør den lettere alternative, elektronisk krydrede Steen Rock banger ”Må Jeg Være Fri!” nævnes sammen med ”Hold Din Kæft”, hvor Phobia rapper om mc’er, der ”er herre ringe, ligesom smykker til mænd”!

Der er også mindre interessante numre at finde på Spytbakken #4. Decideret dårlige tracks er ikke til stede, men numre som ”Hvor Du Henne?”, ”Upolitisk Korrekt”, ”Kapitlet Om Livsglæde” og ”Stil Dit Ur Tilbage” siger mig ikke det store, og sammenlignet med nogle af de tidligere nævnte numre er de lidt som stearinlys under en blændende sol.

Overordnet set skal der dog ikke være tvivl om, at Spytbakken Mixtape Vol. 4 er en storslået fornøjelse. Den er der ikke helt endnu, men Echo Out er millimeter fra at nå den femte krone med deres fjerde mixtape i rækken, og det må siges at være ret imponerende, når det er en kompilation, der er tale om. Med Spytbakken #4 har Echo Out taget teten som landets mest spændende, produktive og konstant imponerende hiphoplabel. Og så koster skiven tilmed kun en flad 50’er – der er ingen undskyldning, den skal bare købes!

For ca. 2 måneder siden var nummeret Træk Stikket Ud, der er bygget op omkring vokal fra Turbo Weekend-forsangeren Silas Bjerregaard Ugens Video her på sitet.
Du kan læse hvad vi skrev om videoen her

Videoen til 2. single består udover Steen Rock’s magiske touch, af sang og rap i to nogenlunde lige store dele leveret af Peter Sommer og Khal Allan. I video’en følger vi Mick Øgendahl og Søren Maling, der giver den som klovne klovne både på scenen og i baren.
Det understøtter nummerets tema godt med historien om hvor langt man kan nå ud og hvilke handlinger en brandert kan føre med sig.
Slutningen, på en yderst gennemtænkt og finurlig video, er brutal og overraskende.

Det er blevet til en udgivelse med hele 18 instrumentale tracks der bevæger sig i flere forskellige stilarter indenfor elektronisk- og hiphop-beatgenrene.  Det er bestemt en spændende liste af producere der her er samlet af Jakob med K og de har alle fået fuldstændig frit lejde til at udfolde og lege med deres musikalske beasts.
Den imponerende liste af producere er sammensat af både kendte og mindre kendte producere og lyder som følger; Ormen, Paulo, Galimatias & Linky, Damp, Steen Rock, Upskibuu, Stacks, Spohr, Xfarm, Veteran Cosmic Rocker, Rasmus Møbius, Scratch Magic, Rewolmer, Baba T, Chewbacca og The Phobos Peepl.

Vi glæder os her på redaktionen til at høre resultatet af alle disse producere samlet på en kompilation og vil som altid gerne høre hvad I mener i form af kommentarer. jamen hov, fik vi nævnt at det vil ligge til gratis download på www.Jakobme.dK gratis?

Videoen, der er fra Juli 2009, stammer fra Holbek pladen; Frit Løb, der er udgivet af Sonny B recordings og udkom i oktober måned.

Du kan læse RapGames anmeldelse af Holbek – Frit Løb lige her. Steffen Poppe Altenburg skriver bl.a. om pladen:

Alt i alt er det et produktionsmæssigt solidt album, med gæsteoptrædender fra sangere og sangerinder på hovedparten af numrene, men genremæssigt skal man forberede sig på noget af et stilskifte; både i forhold til hans tidligere udgivelser, og fra den nye plades ene produktion til den anden.

Hans nyeste album, ”Frit Løb”, der blev udgivet i oktober 2009, bærer også præg af en instrumental genkendelighed i nogle af dens numre, mens det i hovedparten, udforsker nye territorier og læner sig op af mere afslappet og traditionel musikproduktion, i en sådan grad, at et navneskift måske også er direkte nødvendigt.

Alt i alt er det et produktionsmæssigt solidt album, med gæsteoptrædener fra sangere og sangerinder på hovedparten af numrene, men genremæssigt skal man forberede sig på noget af et stilskifte; både i forhold til hans tidligere udgivelser, og fra den nye plades ene produktion til den anden.
Hvis man elsker Steen Holbek på grund af hans talent bag en mixerpult og melodiske rap-beats, vil man formentlig blive en smule skuffet over pladens relativt begrænsede mængde af moderne urban musiktradition på pladen, men hører man derimod til gruppen af publikum, der elsker at fordybe sig i melodisk lyrik af en mere dybdegående art, vil dette album gå rent hjem, som noget der bedst kan opsummeres kort som: Nobody Beats the Beat møder en melankolsk Poul Dissing med et jazzy twist.

Albummet bærer overordnet set præg af en overvejende tung melankoli, ikke mindst på grund af de respektive kunstneres tilføjelser til albummet, som Holbek overlagt har valgt ikke selv at have noget med at gøre personligt, men lade være op til de individuelle kunstnere.
Alle de medvirkende kunstnere, fra de mere mainstream artister, som Silas Bjerregaard (Turboweekend), Peter Sommer og Khal Allan lever op til, og tilføjer til, den stemning som Holbeks produktioner lægger op til. Eksempelvis ved hjælp af meget metafortunge tekster.
I enkelte tilfælde ligefrem SÅ metafortunge, at det kan være svært at gennemskue tekstens egentlige mening, og minde lidt om noget, man ville kunne høre til et poetry-slam. Men overordnet set fremført på et niveau, hvor man ikke nødvendigvis behøver at være poesi-inkarneret for at følge med.

Som tidligere nævnt, vil en fan af ”Steen Rock” eller hans scratch performances på tidligere udgivelser, formentlig blive en smule skuffet over mængden af den slags elementer på denne nye udgivelse, da der forekommer meget få eksempler på dem henover pladen, selvom de dog optræder sporadisk. Som helhed er der på denne plade tale om et ret originalt udgangspunkt for kunstneren bag produktionerne.

Det er med dette, og Rapgames målgruppe i mente, at jeg giver denne plade den karakter jeg gør, da produktionerne med rette på egen hånd kunne have kvalificeret udgivelsen til mindst 4 ud af 6.
Det illustreres da også enkelte gange, gennem eksempelvis Khal Allans gæsteoptræden på albummet, samt enkelte scratch sessions, at den instrumentale side uden tvivl vil være interessant for andre DJs og mix-masters at tjekke ud.
Desværre må det siges, at for en mere genrepræget anmelder, som eksempelvis undertegnede, bliver der simpelthen drænet for meget urban ånd ud af udgivelsen i mange af de lyriske bidrag, der uden tvivl vil falde i mange andres smag, men ganske enkelt ikke dækker min overordnede forventning til udgivelsen.

Derfor giver jeg, samlet set, denne udgivelse 3 velfortjente kroner, med en tilhørende kommentar om at en instrumental udgivelse af albummet ville føje én til, da det udelukkende er mine forventninger af lyrisk stil, der på denne plade desværre må se sig uopfyldt.

Da Khal Allan gik på som fredagens andet act, sammen med Dix, var publikum så småt ved at være kommet ind, og Khal Allan, der måske er bedre kendt som Khalern fra Organiseret Riminalitet, dansede ind til nummeret Tryllemusik. Det skabte en halvfjollet stemning, der gjorde folk nysgerrige. De to rappere delte scenen nogenlunde lige, trods Dix aldrig blev ordentligt præsenteret.

Der var noget, på en gang, roligt og legende ved Khal Allans set. Musiksiden var meget specielt og eksperimenterende, der blev blandt andet spillet på skeer, og nogle numre var meget elektroniske, mens der på andre blev skabt en lidt chilled, 70’er-agtig stemning, der kunne lede tankerne hen på en visetradition. Mens tekstuniverset bevægede sig i det realistiske, lettere drømmende, utopiske og politiske.

Khal Allans flow er meget interessant, direkte sært til tider. Han formår på en eller anden vis, at flowe skævt, uden at man er i tvivl om, at det er med vilje. Hans stemme er til gengæld ikke fantastisk egnet til rap, og kom til at virke lidt monoton, der dog er lidt legende selvom det er vævende. Med sig havde han DJ Steen Rock, samt to andre.

Det blev tydeligt, at der var et undergrundsnavn på scenen. Khal Allan oser af undergrund, og ligger langt fra pop. Stemningen var derefter, for folk virkede enten nysgerrige, eller fjollede lidt rund, meget få sang med eller var helt oppe at køre. Så det var en aldeles interessant show, men ikke voldsomt festligt og meget lidt gangster.  Men det virkede som om, at de morede sig vældigt, og publikum lige så, trods mangel på genskab. Dog blev kontakten til publikum også besværet af omtalte særheder og mangel på kendskab.

Khal Allan virker til at være en fyr, der gør sig bedst, og måske har det bedst på en undergrundscene, hvilket Aarhus Took It nok kun delvist kan kaldes. Størrelsen af publikum virkede på den måde meget passende, og der god plads til at man kunne gå op i baren, hvis det blev for anderledes, så der var ingen der stod og skabte dårlig stemning, hvilket man kunne frygte, hvis han var gået på senere på aftenen, hvor promillen og mængden af publikum blev højere.

Og nu til sagen…
Rap-Game: “Steen Rock, Hva’ fa’en ligger du og roder med?”
Steen Rock: “Pt. er jeg med i “Junglebogen” som DJ på Nørrebro Teater. Ellers arbejder jeg på mit debut album med danske sangere, bl.a. Tuco, Joy Morgan, Peter Sommer, Carsten Bentzen og en masse andre. Pladen bliver udgivet i løbet af 1. halvår 2009.”